Det er onsdag morgen den 31. august og kl. er 6.05, da vi stiger ind i det første tog, som skal bringe os til Rom.
Vi har skift i Odense, Hamburg og München – hvor vi skal med nattoget, for derefter torsdag formiddag at ende på Termini i Rom.
Denne færd taget et god døgns tid, og det giver mulighed for læsning, observeren af landskab og mennesker. Men desværre giver det ikke den store mulighed for konversation med vores medrejsende fra tyskland, da mundbind er påkrævet.
Men inden da, har Henrik spottet en guitar hos den unge mand der sidder overfor os i toget i Danmark. Han kommer fra Sverige, og er på vej til Paris for, at studere musik. Jazz for guitar på konservatoriet.
Han er tydeligvis træt, da han allerede har rejst en del timer, men jeg tillægger også denne skrøbelighed han udstråler, hans usikkerhed over at begive sig ud på dette nye eventyr.
Han er en følsom mand, som har taget en livsændrende beslutning, og lige nu føler sig sårbar i sin ensomme færd mod et nyt land.
Jeg synes han er modig, og jeg ved, at han om 20 år vil værdsætte sin målrettethed, da det bragte oplevelser med sig for livet.
I vores sovevogn i Tyskland, fører vi også en kort samtale med vores naboere. Det er to ældre danske damer, som skal ud og vandre. De forlader togvognen i Firenze, for derefter at vandre i ti dage mod Rom. En tur jeg ikke vidste fandtes, og som inspirerede.
De er tydeligvis begejstret og glæder sig, og så har de denne smittende livsglæde og sikkerhed i sig, som modne mennesker kan besidde, når de skal ud og prøve sig selv af.
Vores altmuligmand i sovevognen fra Tyskland, er en ung fyr som bor i Vienna i Italien. Denne rejse er en af hans første, en vagt på 20 timer, og han er tydeligt nervøs.
Da han kommer for at give os vores nøgle til kupeen, bladre han i sin bog frem og tilbage, og igen frem og tilbage, mens svedperler lystigt danser ned af hans kind.
Til sidst siger jeg til ham, om det ikke er rigtigt antaget af mig, at nøglen er blevet væk.
Og jo, det erkender han, og han ved ikke hvad vi skal gøre ved det, – men skal vi gøre brug af toilettet om natten, må vi ikke lukke døren, da vi så ikke kan komme ind igen.
Jeg smiler, og siger, alt er okay – vi finder ud af det. Hans skulder sænker sig synligt, fra de øre som de var kravlet op til, og han smiler taknemmeligt.
Dagen efter ankommer vi til Rom, 2 timer forsinket – og tager en taxa hen til vores airbnb lejlighed, og begiver os derefter sultne hen på en yndlings restaurant, og indtager det første måltid i Rom.
Love you – eternal city.
