Rejseblog Tunø

Når Tunø vibrerer…

I år har jeg valgt ikke at drage udenlands. Istedet har jeg besøgt en af Danmarks smukke øer, nemlig Tunø. Jeg elsker simpelhen den ø. Øen er bilfri, og der er masser af flot natur. Den er lille og overskuelig, man kan, som vi gjorde da jeg var barn: Tage morgenfærgen med en pakket rygsæk med madpakker, gå øen rundt med pauser ved enten stranden, i skoven eller på en blomstermark – og så tage eftermiddagsfærgen hjem til fastlandet.
Eller man kan, som vi gjorde i år, overnatte på øens Bed & Breakfast. 

Vi entrerede morgenfærgen en lidt blæsende morgen, hvor skyerne var tunge og med en sol der blinkede genert imellem dem. 
Der sker noget i mig når færgen slipper fastlandet, så slipper jeg de selvopbyggede binderinger og krav. Friheden synger med dens søde og kærlighedsfulde stemme. 
       Turen over er kølig, men dækket er alligvel vores foretrukne opholdssted. Og da vi i indsejlingen til Tunø, bliver mødt af lyden fra en trombone, er mine kinder blevet kolde og saltvandet har sat sin smag på dem. 
På den korte tur op til vores B & B, køber vi gulerødder, kartofler og ærter, som jeg bærer i hånden.
Da vi åbner lågen til haven, beslutter alle kartoflerne sig pludseligt for, at ville ud af posen. Det ligner nærmest en dans. De ruller afsted og indtager hver især deres position i opførslen af ‘Kartoflernes Frie Liv’.
Jeg bukker mig ned for, at samle dem op. Men båd-rytmen må stadig sidde i mig, for jeg vælter og lander på bagen.
I sådanne siturationer, er det oftes latteren der hjælper mig. For synet af en midaldrende kvinde der ruller rundt i græsset, omgivet af springende kartofler, må være et sælsom syn for de forbipasserende. Min latter tager til i styrke og den smitter Henrik.
Det er det syn, som vi møder vores vært med. 
Hun smiler venligt og viser os vej til værelset. Her bliver bagagen stillet på gulvet, og vi går derefter ud i opholdsrummet og taler sammen om vind og vejr.

Vi bliver distraheret af en lyd, der minder om en arbejdende håndværker på den anden siden af husmuren.
Forundret over hvor den lyd kommer fra, går vores vært ind i teknik rummet, men her er der stille. Der bliver kikket ud på gaden, men lyden komme fra vores værelse. Stik bliver trukket ud af væggen, ører bliver lagt mod muren, men stadig intet tegn på hvor larmen stammer fra. 

Jeg flytter vores taske for, for bedre at kunne komme til. Med tasken i min hånd bliver lyden hørbart mindre, så nu er det klart at den stammer derfra.
Min hjerne kommer på et mindre arbejde, hvad har vi mon i tasken som kan forårsage sådan en larm … Det eneste jeg kan komme i tanke om, er vores elektriske tandbørster. Så det siger jeg højt og kikker på værten.
Meeen ….. hun har den samme tanke som mig – en tandbørste kan vist ikke frembringe sådan en larm.
Jeg er nu i den situration, hvor tasken må åbnes for at finde lydens ophavsmand. 
Værtinden er nu rykket nærmere tasken og det er ret tydeligt, at det med tandbørsten køber hun ikke.
Hendes ansigt og hendes tøjvalg, fremhæver en frimodig kvinde, som har været fremme i skoene i tresseroprøret. Og med et går det op for mig, hvad hun muligvis tror det er – men et sådan stykke legetøj har jeg ikke lagt i tasken. 
Så det er med stor lettelse, og en tandbørste i hånden – som var den en Oscar statuette figur, at mit lettere nervøse smil, kan forvandle sig til et naturligt, og latteren kommer nu brølende igen. 

Men selvom værtinden har set min  tandbørste, så kan man se på hendes blik at hun ikke er helt sikker på, at der ikke gemmer sig andet i tasken.

Andre Lignende Indlæg