Så er det dag to i Oslo.
Vores første forretningsmøde er heldigvis først kl. 10, derfor har vi god tid til morgenmaden, lange bade og nærvær. 
Hvorefter vi forlader vores ‘kloster’. Vi har undret os over: de mange små lejligheder, gårdhaver på hver etage, utroligt højt til loftet, og en stemning der ikke stemmer overens med, hvad vi ser med vores øjne. Vi bor i et forhenværende kloster, og der hænger helt sikkert stadig kloster-energi i den bygning – noget vi byder velkommen 🙂 

Da der ikke er langt til centrum, beslutter vi os for at slentre ned til byen, for på den måde gradvis, at få byen lidt mere ind under huden. Smukke kirker, store kirkegårde og café’er møder vi undervejs. Sidstnævnte smutter vi ind på. En retro udseende cafe der byder på den lækreste latte med soyamælk, serveret med en hyggelig atmosfære.

Og derefter videre til vores første møde. Firmaet vi besøger, er forholdsvis nystartet og holder til i et firma-kollektiv i en smukt indrettet bygning. De fortæller, at det er ret dyrt at leje eller eje bygning i Oslo, derfor er der mange der gør som de. På den måde deles de om mødelokaler, cafe, rengøring m.m. samtidig med at de skaber mere netværk, og kan hjælpe hinanden.
En ordning vi også har flere steder i Danmark. 

Det næste møde har vi to timer senere, så det giver os mulighed for at slentre videre for at opleve, og bliver også tid til frokost. Vi bevæger os ned mod havnen og operahuset. 

Efter at have indtaget en frokost i en økologisk restaurant nær det Kongelige slot, og haft forretningsmøde nr to, må vi i hast praje en taxi, da vi har en aftale med en mand, som Henrik har mødt til en reception et par år tidligere. Henrik har fortalt mig, at det var et af den slags møder, hvor man bare falder i hak med en person, som om man har kendt dem hele livet. De har ikke set hinanden siden, så nu er han spændt på om gnisten fra dengang stadig er der.
– Det er den. De taler og jammer på guitar, som det naturligste i verden.
Og jeg ender med at bevæger mig rundt i et hjem, hvor jeg føler mig hjemme, lige så snart jeg træder ind af døren.
Manden vi besøger hedder Erik og er læge på det nærliggende hospital. Han er specialist i generel kirurgi og thoraxkirurgi, og så er han også musikere. Han er et passioneret og næstekærligt menneske. 
Det resultere i, at han vælger, at lade sig smugle ind i Gaza sammen med en kollega, mens det går hårdest for sig dernede. De vil hjælpe de civile, og forsøge at lappe så mange mennesker sammen som mulig, mens en forfærdelig krig raser lige ude foran hoveddøren. 
Det er kun hans alvorlige, intense og nærværende blik, der afslører lidt af hvad han har været vidne til. For som jeg sidder der i stuen og ser de to sjælevenner spille guitar og synge sammen, er det stor kærlighed, smil og glæde jeg kan sporer dybt ind i deres sjæle. 

Det er med lidt vemod vi må forlade Erik, men vi skal til en reception på et af de større bogforlag i Oslo. 
Her er der pindemadder, vin og et højt samtaleniveau. Vi bliver taget godt imod af vores kontaktperson Trond, som er en høj og slank dedikeret redaktør.
Jeg er ret imponeret over bygningen og …. bøgerne. Mig som elsker og kan mærke livet i dem, bliver fascineret af den ene hylde efter den anden. Forfattere der har siddet i månedsvis for at skabe en historie som de gerne vil dele med andre, forlæggere, grafikere, redaktører, trykkere og mange andre som er med i tilblivelsen af disse. – Samarbejde. 

Trætheden er efterhånden mærkbar, så da vi får tilbudt et lift hjem til lejligheden, af Bjørn som Henrik har arbejdet sammen med omkring hans ‘Jomsviking’ bøger, siger vi et stort – Ja Tak 🙂 Han kører os lige til døren, og har selv en lang vej hjem herefter.
Bjørn er en meget helhjertet forfatter og et stort naturmenneske – sidstnævnte noget hans bil vidner om 🙂 Han er et detalje orienteret menneske og meget nærværende. 
Så det er med taknemmelighed vi vinker farvel til ham – og dagen som er gået.