Et menneskemøde som var meant to be

Klokken er 9.15 og vi er nu havnet i Innsbruck efter nattogsrejsen.
Toget til Venizia holder ventende på perronen. Vi står udenfor vogn 257, og bevæger os i slowmotion sammen med resten af menneskemængden ind i den, hvor vi skal finde plads nr 64 og 67.
Toget er proppet – folk står i kø for at få en plads – vi har heldigvis reserveret. Jeg finder vores pladser, og forsøger at få min store rygsæk af, mens folk står tæt op og ned af mig. Der er denne stemning af iver og lidt spidse albuer, for at få en siddeplads.
Krænger rygsækken af og sætter den på mit sæde, mens jeg leder i mængden, for at få øje på Henrik. Jeg fanger hans blik, og sender en thumb’s up i luften – han nikker smilende.

Jeg kan mærke at manden ved vinduespladsen, som nu sidder ved siden af min store rygsæk, kigger undersøgende på mig og vi får sagt hej.
– I det øjeblik ved jeg det ikke, men det er et menneskemøde som er meant to be.

Da Henrik kommer og menneskemængden er tyndet lidt ud, får vi placeret vores bagage og smidt os i sæderne. Roen lander langsomt i hele togvognen.
Det er en åben togvogn, hvor man sidder fire sammen i den ene side og to i den anden.
Jeg kigger rundt og danner mig et hurtigt overblik over mine nærmeste medpassagerer. En tendens jeg senere lægger mærke til gentager sig. Og jeg konkluderer i mit stille sind, at der må være en psykologisk forklaring over den handlemåde.
Manden jeg har sagt hej til, som sidder ved siden af mig, er en stor tysktalende mand og overfor ham, ved siden af Henrik, sidder hans kvinde. På den anden side af midtergangen sidder der en asiatisk udseende familie, bestående af en mand, en kvinde og et voksent barn. De har gang i madpakkerne som udsender sine dufte, der blander sig med resten af lugtene i vognen. Skråt overfor mig sidder en mand med mørk hud, kruset hår, og som sandsynligvis har sit genetiske ophav i det subsahariske Afrika. Han har mørke søde øjne og er en meget overbærende mand, erfarer jeg senere.

Der er en intens stemning og energi i vognen. Det føles næsten som om, at vi sidder endnu mere tæt end vi gør, og så er der en form for larmende stilhed i mellem gnaskelydene, papir knitren, lynlåse der åbnes og lukkes, samt mobiltelefoner der vibrerer.

Mens jeg har siddet og observeret, har Henrik fået en samtale igang med Jurgen – manden ved siden af mig.
Han er en mand på 60 år der har haft et meget spændende og farverigt liv. Han har læst filosofi og psykologi på henholdsvis Berkley og Harvard universitet, og det er det sidstnævnte studie han har ernæret sig af de sidste mange år, indtil kroppen for nyligt bad ham om, at stoppe op.

Han er jøde og hans familie har haft voldsomme oplevelser under 2. verdenskrig. 42 af hans familiemedlemmer døde i den krig. Hans far sad 3 år gemt i et hemmeligt værelse i et hus i Belgien, og det lykkes ham på den måde at overleve. Efter krigen blev hans far forelsket i en kvinde.  Senere viste det sig, at hendes far havde været en af de førende SS officerer. Det rejste stor tumult i forholdet. Om Jurgen blev et resultat af deres forelskelse, fandt jeg aldrig ud af.
Han har rejst rundt i alverdens lande som turistguide, været på 52 krydstogter, boet i USA under sine studier, og arbejdede 4 år der, med at vende bøffer på en burgerbar for at tjene til de dyre studier. Og så er han en af de mest madglade personer, som jeg har mødt. Han taler meget om mad – især kød – store bøffer. Og selvom jeg ikke spiser kød, og kun serverer økologisk eller biodynamisk kød for mine nærmeste, så har jeg stor forståelse og kærlighed til hvor Jurgen er i sit liv – ligesom han respekterer hvor vi er i vores.

Jurgen, Henrik og jeg får en livlig samtale igang omkring livet. Både det sjove hvor vi ler højt, og det alvorlige hvor vi medfølende lytter til hinanden.
Henrik griber sin guitar og spillede for ham. Der bliver skabt en fantastisk intens og livgivende stemning iblandt os.
Vi skal alle tre til Venizia, og har derfor 4 1/2 time sammen.  Tiden flyver afsted.

På et tidspunkt taler Jurgen lavmælt til mig omkring sit sygdomsforløb med sukkersyge, forhøjet blodtryk, mange nakkesmerter i forbindelse med sin kræft og mange andre fysiske smerter – og jeg kan mærke, at han ved at tiden tikker hurtigt nu.
Han fortæller også om sit seneste job som psykolog for et stort internationalt firma, hvor han endte med at skovle rigtig mange penge hjem, og egentlig ikke var så interesseret i sine klienter.
Nu har jeg talt så meget med ham, at jeg ved, at han også filosoferer og tænker tanker hvor der er højt til loftet, så jeg kan derfor godt snakke med ham om, at det nok var godt at han blev stoppet i den livsførelse. Han sukker, og siger: “Ja – jeg var ikke så godt et menneske.”
– Jeg mærker den smukkeste angren – næstekærligheden flyver rundt i æteren.

Jeg spørger, om jeg må holde mine hænder på hans smertende nakke. Og han siger glad ja, uden at stille spørgsmålstegn ved det.
Sådan sidder vi en stund i stilhed, mens jeg beder det højeste om hjælp til denne mand.

Så slipper jeg hans nakke, og sidder stille med den gode helende energi.
Jeg kan mærke han kikker på mig, og jeg tænker at han måske synes, at jeg er lidt underlig. Men jeg tager fejl, for han er meget begejstret og glad.
“Du er jo healer”, siger Jurgen. 
“Ja”, siger Henrik, “hun er dygtig”. 
“Jeg er helt varm i nakken og har det fantastisk – se jeg kan dreje min nakke nu”.
Jurgen er livet op, det bobler i ham som champagne kan jeg se.
Jeg sidder og gemmer mig lidt, for jeg bliver altid ydmyg i de situationer.
“Det var ikke mig som gjorde det”, siger jeg til Jurgen, “det var noget som er større end os”.
Men det er Jurgen ligeglad med, og siger at det jeg kan, er der kun en ud af en million der kan.
Og selvom jeg forsøger, at få min filosofi ind i billedet om, at det er noget vi alle kan, så er Jurgen så begejstret, at han ikke hører efter.

På resten af vores rejse rundt i Italien sender vi billeder til ham, som viser hvor vi er og hvad vi laver, det samme gør han fra sit krydstogt nr 53.
I dag taler han stadig om at komme til Danmark og besøge os, men han har lidt svært ved at presse det ind imellem sine rejser til Australien, USA og Japan.

På rejsen fra Innsbruck til Venizia, er smukke landskaber fløjet forbi os, både snedækket og i høj sol – stor taknemmelighed herfra 🙂