En dværg som tilskuer til toiletbesøg.
Indledningsvis vil jeg lige sige, at jeg ikke har forbehold, er diskriminerende eller på nogen som helst måde vil tale nedsættende om dværge.
Dette er en beskrivelse af en sandfærdig hændelse, hvor dværgen lige så godt kunne have været en rødhåret, en mand i tyrolerbukser (som der var en del af i det tog) eller et andet menneske, som skiller sig lidt ud fra mængden.
Vi er på togrejse, og er nu efter 13 dage på vej hjem. Undervejs har vi været udfordret på toiletter. Det kan ofte være svært, at komme på toilet i Italien som turist, og selvom tog toiletterne er blevet meget bedre, end jeg huske fra mine unge år som interrailer, så er de ikke just sådan nogle, man glæder sig til at besøge.
Vi har efterhånden erfaret, at lige meget om vi skal eller ej – er der et nogenlunde toilet i sigte, så skal der klemmes et par dråber ud.
Nu er vi landet i et tysk tog, har fået billetter på 1. Klasse. Det betyder mere benplads – og åbenbart også bedre toiletter.
Henrik er den der overbringer mig den gode nyhed. Han har været på toilet og kommer glædestrålende tilbage og fortæller, at i dette tog er der nærmest en balsal af et toilet, det er rent og lugter ikke.
Så jeg sidder i det stille og glæder mig til på et tidspunkt, at have brug for dette rum.
Nu er tiden så kommet, og jeg bevæger mig i retningen af den mindre balsal, af ungkarlehyblen – af det tyske toilet vidunderunder.
Som i de danske tog er der en elektrisk knap til, at åbne døren med. Og denne dør åbner sig i sneglefart. Du altforbarmende hvilken en dør. Den er på størrelse med tre almindelige døre og har form som en halvcirkel.
Da jeg træder indenfor kan jeg stå med armene strakt helt ud og kan dreje rundt, uden at være i nærheden af, at røre væggen. Det vil så også sige, at når man sidder på toilettet kan man ikke nå døren, eller de knapper som betjener den.
– Åh det synger næsten i mig, fred og ro til et toiletbesøg.
Jeg har taget min mobil med mig og vil lige tjekke mail og måske ovenikøbet spille wordbrain, for der er stort på vej.
Jeg træder ind i balsalen og trykker nu på den ene røde knap hvor der står schließen for at lukke døren. Den glider i, – i slowmotion. Det undrer mig et kort øjeblik, at der er to røde knapper, men da mit tysk ikke er særlig godt og jeg egentlig også tror, at min lukke knap virker, for den blinker fint og rødt, går jeg de tre skridt der er hen til toilettet.
Her sætter jeg mig tilrette og finder mobilen frem. – Arh … ro og ingen grim lugt her.
Jeg har nederdel på, hvilket jeg senere er lidt glad for.
Nu er pøllen på vej ud og det giver jo som I ved, en vis tilfredsstillelse. Så jeg sidder der og er ret glad, da jeg med vantro ser hen på den store buede dør.
Den bevæger sig.
Den bevæger sig i sneglefart – men den åbner sig.
Nu er jeg ligesom fanget lidt der på toilettet med en pølle på vej ud, og jeg bliver også i et kort øjeblik handlingslammet, da jeg allerede i mine tanker gætter hvad der nu sker.
Da døren er halvt åben kan jeg fra min siddeplads fra toilettet få øjenkontakt med en dværg. Han står helt stille – måbende over det syn der har ramt ham. En rødhåret kvinde siddende på det toilet, som han havde håbet på at bruge.
I noget der ligner en evighed, er vi begge handlingslammet. Sesam døren er nu helt åben, og i et splitsekund ved jeg, at nu skal jeg handle inden, at hele toget tiltrækkes af denne åbne dør.
Jeg knækker pølsen, dværgen gemme sig bag døren så vi ikke kan se hinanden, jeg finder noget toiletpapir og det er så nu jeg er glad for min nederdel. For den ryger ned om balderne og jeg går de tre skridt hen mod døren og trykker på den røde lukke knap. I min utålmodighed trykker jeg igen. Det bevirker at døren stopper i sin bevægelse, og jeg trykker nu febrilsk på begge de røde knapper. Og endelig i sneglefart begynder den, at lukke sig i. Jeg opfanger et par mænd der med undren kigger ind på kvinden der står med strømpebukserne ned om benene og trykker febrilsk på nogle elektroniske knapper.
Der er nu ikke tid til mere mobil hygge i balsalen. Tværtimod får jeg gjort mig klar, strømpebukser bliver hevet op og fingeren vasket i en forrygende fart, for jeg stole ikke mere på de røde knapper og deres evne til, at være hermetisk lukket.
Derefter trykker jeg på den grønne knap igen, og som før kommer der nu en meget langsom åbning ud til omverden.
Dværgen står og venter.
Da han ser mig, begynder han at tale meget hurtig på tysk. Jeg forstå ikke hvert enkelt ord, men jeg kan se han ikke har det godt med situationen.
Jeg har overskud, da jeg nu er i sikkerhed, med strømper og nederdel hvor de hører sig til i det offentlige rum. Det grinagtige i situationen har fundet sin vej til mit lattermilde sind.
Så jeg siger på engelsk til ham, at alt er okay, – den slags kan ske.
– Den slags kan ske ….
Sikke er ordvalg, for det er ikke sket for mig før.
Da jeg når ned i togvognen til Henrik, har det barokke i situationen sat sig i mig, og billederne fra forestillingen kører nu frem og tilbage på min nethinde. Så i ren krampelatter har jeg meget svært ved, at fortælle ham om hændelsen.
Selv i dag flere dage efter, er dette billede med dværgen i døren og jeg på toilettet, et billeder der står knivskarp.
