Italien 2019 Rejseblog

De nære stunder rammer dagens oplevelser ind.

Når man er på rejse kommer der mange indtryk udefra, og dem skal man sammen og hver for sig kunne rumme.
De nære stunder rammer dagens oplevelser ind.

Rejsen går i dag til Rom. La Città Eterna. En by jeg første gang lærte at kende som 19 årig, den by som jeg er undfanget i, en by som jeg elsker.
Som kunstner er jeg meget optaget af lyset i byen – jeg bliver bjergtaget hver eneste gang over dens farvepalet. Derudover er der alle de vidunderlige dufte, lydene og så selvfølgelig en historie der rummer store kejsere, kardinaler, storhed og fald, rummelighed og kærlighed.  
Selv når jeg sidder en grå vinterdag i Danmark, kan jeg genkalde sanseindtrykkene og være i den elskede by i ånden.

Vi er i maj måned, og de næste tre dage er dedikeret til, at vise Henrik mine foretrukne steder  og forsøge, at introducere byens ånd for ham.
For mig betyder location meget, når det handler om ferien i Rom. Og af den gode grund har jeg fundet os en airbnb lejlighed i centrum ved Piazza Navona.

Vi er på vej væk fra Venezia, og har aftalt, at lade nøglen ligge i lejligheden når vi forlader den.
Desuden har vi fundet ud af, at advokaten og hans kone ikke bor der, men at de har et hus på Lido’en. (Lido di Venezia er en af de mange små øer. Den har været venetianernes favorit residens i generationer pga de smukke store gamle villaer, som er omgivet af grønne haver og kun ligger få meter fra de dejlige sandstrande).

Vi er blevet hjemmevant i den store lejligheden, og følger nu vores egen rytme. Det er blevet tid til dagens første måltid – la prima colazione.
Da italien jo er kongeriget hvor pastaen og brødet står stolt i hvedemelets store slot, har vi selv medbragt en glutenfri brødblanding, som vi dagen i forvejen har sat til langtidshævning i køleskabet.
Her til morgen sætter Henrik bollerne i ovnen, og vi laver kaffe the italian way i trykkogeren.

Der bliver også tid til et karbad, og jeg vasker og massere Henriks hår. En kærligheds -og nærværs gestus.
For mig er der en stor vigtighed i, at være opmærksomme og nærværende for hinanden når vi rejser. Noget jeg har oplevet, at man godt kan glemme fordi man tror, at ferien ‘løfter’ det hele.
Når man er på rejse kommer der mange indtryk udefra, og dem skal man sammen og hver for sig kunne rumme. De nære stunder, rammer dagens oplevelser ind.

Derefter er det rygsækken på skulderne og næsen mod togstationen.
I går købte vi togbilletter til Rom og Cinque Terre, da det er lidt besværligt, og også dyrere at købe i Danmark.

I toget falder Henrik i snak med en canadier. Hans kone og han er midt i 70’erne og kan godt lide, at rejse rundt i længere perioder i Italien, nu hvor de er pensioneret.
Manden er meget glad for, at fortælle om alle de penge han har tjent på aktier. Hans kone kikker fra tid til anden op fra sin bog, hendes øjne er distancerende – som om hun har hørt hans historie mange gange før, og ikke finde glæde i dem mere.

Ved ankomsten til Roms banegård prajer vi en taxi, der kører os til vores destination. Her bliver vi mødt af udlejer, som lukker os ind i den lille nye lejlighed. Den ligger i en gammel bygning og indeholder alt hvad vi har brug for. Og skønt det drypper fra himmelen og en vis træthed sidder i mig, er jeg ovenud lykkelig.

Vi er sultne og skynder os ud i Roms gader.  Det er 1. Maj – Festa del Lavoro, en helligdag der fejre arbejderne, derfor er gaderne og restauranterne fyldt med mennesker. Men efter lidt søgen ender vi i en hyggelig restaurant, hvor både vegetaren og kødspiserne bliver tilfredsstillet. 

Senere på aftenen søger vi ly for regnen i en af Roms mange smukke porte. En ung mand går forbi, men vender om for, at søger ly sammen med os.
Et møde opstår.
Han kommer fra Bangladesh, men arbejder lige nu på en restaurant og tjener 800 € om måneden. Han bor på et værelse sammen med 4 andre. Værelset koster 115 € pr. næse, derudover bruger han 150 € på mad, og har 100 € til lommepenge. Resten sender han hjem til sin familie i Bangladesh. Da hans forældre ikke arbejder mere, lever de af de penge han sender hjem, og som han fortæller: “Det kan de leve nogenlunde godt for.”
Ingen tvivl om, at den unge mand føler sig presset. 
Efter sådan en samtale føler jeg mig meget heldig, og også lidt forkælet. 

 

 

Andre Lignende Indlæg