God kaffe og mad kan lysne på selv regnvejrsdage …

Det drypper stadig lidt da vi slår øjnene op på vores dag nr 2 i Venezia.
Bruno har lavet morgenmad til os og snakken går lystigt – han er stadig en fortræffelig skuespiller 🙂 Vi får gode råd, om hvad vi kan tage os til på sådan en halvvåd dag. Og beslutter os for, at slentre i retningen af Guggenheim Museet via de små gader og mange broer, hvor der ikke er mange turister.


Men vi er ikke gået langt, før kulden allerede er krøbet ind under huden på os, og det selvom vi har flere lag tøj på. Vejrudsigten ville normal sige 25 grader og høj sol, men i dette vejr, er selv mine fire lag trøjer ikke nok. Fugten kryber ind under selv den bedste uld-poncho.
Så da den første kaffebar er i sigte, træder vi ind og møder to store rum udsmykket i en afslappet atmosfære, uden for vinduet kan vi se en stor atriumgård, som må være vidunderlig på varme dage. Indehaveren er en mandhaftig udseende kvinde, som man ikke skal løbe om hjørner med. Hun giver en god betjening med dejlig varm kaffe og glutenfri muffins, desuden er vores bord placere op af en radiator, så mine hænder hviler skiftevis på den, min varme kaffe og i min kærestes hænder. Noget det kan bortjage enhver indre kulde.

Så slentre vi videre, og finder en butik der sælger vin. Indenfor bliver vi mødt af duften af vin der gærer. Indehaveren, en ældre herre, er i en lang og venskabelig samtale med en anden ældre herre.
Vi kigger på hans varer og beslutter, at købe noget af hans hjemmebryggede vin. 
Turen går derefter videre over pladser, igennem små stræder, ind i labyrinter, som vi til tider har svært ved at finde ud af igen – men idag har vi besluttet, at ingen gps eller kort skal guide os – vi skal møde og se – det som åbenbarede sig.

 

Og så sker det igen … 
De fantastiske dufte af god italiensk mad møder vores næsebor og tager favntag med vores mundvandet. Så derfor beslutter vi, at det bestemt må være middagstid nu.
Vi havner i et trattoria, med en noget mere formel betjeningen end aften før, der et par rigtige søde mænd, som vil gøre meget for, at vi får en god oplevelse ud af besøget.
Som forret får vi pocheret æg og asparges i en marinade af olivenolie og parmesan. Lidt fed efter mine smagsløg, men meget velsmagende. Henrik får derefter kalvekød med spinat og jeg får pasta med ricotta. Dertil et glas chardonnay og en flaske småperlende pellegrino.

Mætte og veltilfredse slentre vi videre og når efter mange broer, blinde gade, velduftende blomster, smukke gamle huse, observationer af hvad vand gør ved murværk, og den evige renovering som er nødvendig under sådan forhold – ud til spidsen af den største ø.
Her begynder det – turisthelvede. Fra at vi har mødt få mennesker på vore nu 8 km lange gåtur, er her nu hundredevis af mennesker. Det er som om, vi har befundet os bag et forhæng og nu er det trukket til side, og en hel anden virkelighed kommer til syne.

Det er lige sådan et sted som Henrik og jeg gerne vil undgå – og det er jo temmelig ironisk da vi selv er turister.
Vi går over på den anden side af Canal Grande og turisterne og butikkerne bliver bestemt ikke mindre.
Det trætter, så derfor kalder nogle meget smukke kager med længselsfuld stemme i et vindue på Henrik. Han har en stor kærlighed for kager, og ja … jeg kan sagtens lokkes til at indtage både kage og kaffe i den propfyldte butik. Vi klemmer os ned ved siden af en tysk familie, som kan fremvise billeder af en skyfri himmel, som den havde set ud for to dage siden.

Der er desværre ingen toilet i bageriet vi entrerede, så vi sætter næsen og fødderne i retningen af vore b&b, i håb om at finde et toilet på vejen, samt komme hjem og få fødderne op – vi har nu gået 13 km.

Det kan være lidt svært af finde offentlige toiletter, og vi nåede helt forbi togstationen – næsten hjemme, før et offentlig toilet viste sig. Vi løb hen til den søde dame som passede stedet, smed de 1,5 € og styrtede ind for at lette trykket.
Bagefter, da vi kom udenfor var min verden som forandret. Alt i mig havde den sidste halve time koncentreret sig om at holde på vandet, men nu hvor jeg var afslappet – sagde jeg med forundring i stemmen til Henrik: Nu kan jeg høre fuglene synge igen.
Og det var vitterligt rigtig.