Der kan være mange grunde til, at rejse med tog.
Oftes rejser jeg med tog, når der er nogle særlige omstændigheder, såsom ferie, besøg hos familie og venner, eller arbejde. I mine studieperioder benyttede jeg mig af togets behagelige transportmiddel, da jeg har studeret både i Kolding og Viborg, mens jeg havde bopæl i Århus.
Men denne gang gik turen med tog til Blankeneser, en mindre by lidt udenfor Hamburg, af helbredsmæssige årsager.
Kort fortalt var jeg i 2017 involveret i et biluheld, der bl.a. resulterede i et piskesmeld. Det offentlige sundhedssystem har smidt håndklædet i ringe, for de kan ikke gøre mere for mig, derfor har jeg selv opsøgt mange forskellige behandler, og den sidste af slagsen sendte mig videre til en mand i Blankeneser.
Det er bestem ikke den værste by at havne i, faktisk er den ret smuk. Den ligger ved Elben som er, efter Rhinen, den mest trafikerede flod i Tyskland.
Elben har en tæt trafik af oceangående fartøjer på den korte, men langt vigtigste strækning fra mundingen ind til Hamburg.
Vi fik syn for sagen, efter at have bevæget os ned af de mange trapper, der førte ned til floden.
Turen ned af trapperne var virkelig smuk.
Her lå husene tæt, med maleriske have, og snoede gange – på en stejl skråning.
Adgangen til husene var ikke mulig med bil. Så der blev skubbet trækvogne med mad, arbejdsmænd kom svedende med trillebører fyldt med grus og cement, og det fik mig til at tænke, at beboerne i byen absolut måtte være i virkelig god form 🙂
Den del af Tyskland vi var havnet i, har lidt andre restriktioner, end vi pt har i Danmark.
Der var udgangsforbud efter kl. 21 og der var krav om hvilke type mundbind der skulle bæres. Ved grænsen skulle der vises en negativ corona test, og hotellet vi boede på skulle også se en attest på, hvem og hvorfor vi skulle opholde os der.
Resturanterne kunne ikke benyttes, men hotellet sørgede for, at det var muligt at spise den mad man bestilte, eller den mad som man købte hos den lokale købmand, på hotelværelset.
I den anden ende af byen, den med et mere jævnt underlag 🙂 bød på smukke butikker, helsekostforetninger, og masser af huse i den dyre ende.
Mange ældre huse, hvor man kunne se det gode håndværk var prioriteret, og nyudsprungne træer og buske med duftende blomster, gjorde blot atmosfæren mere indbydende.
Ikke at jeg selv ville fortrække at bo i sådan et stort hus, men fordi der var så mange af dem, blev jeg overvældet af omfanget og den rigdom de repræsenterede.
Behandleren jeg besøgte, fortalt, at han og hans kone boede i det mindste hus i byen, stråtækt og uden kobber og guld – så nogle gange kunne de godt føle sig lidt, som outsider i denne rige by.
Byen bød også på små finurlige butikker, med vindues udstillinger, der tiltalte mit hjerte – finurligt og anderledes.
Togturen hjem var stille, vi havde vores egne kupe helt til Vejle. Det var dejligt, men det gjorde også den bæredygtige del, i denne form for rejse, mindre god.
Og jeg var glad, da nu 6 ud af mine 7 nakkehvirvler var blevet flyttet tilbage til deres rette plads.
